Supervision af plejefamilier – Lovgrundlag, pra...

Lovgrundlag: Regler i Serviceloven (Barnets Lov) for støtte til plejefamilier

Kommunerne har pligt til at støtte plejefamilier fagligt under en anbringelse. Serviceloven (nu erstattet af Barnets Lov pr. 2024) indeholder flere bestemmelser herom. Servicelovens § 142 kræver, at alle plejefamilier skal godkendes og gennemføre et grundkursus som forudsætning for at modtage børn. Herefter skal handlekommunen tilbyde efteruddannelse, rådgivning og supervision svarende til plejeopgavens omfang, og plejeforældrene har pligt til at deltage. Dette er konkretiseret i plejefamiliebekendtgørelsen §5, som understreger kommunens forpligtelse til at tilbyde supervision m.v. samt plejefamiliens pligt til at modtage den. I praksis betyder det, at familieplejere har ret til løbende faglig støtte “i overensstemmelse med opgavens omfang”, som lovgivningen udtrykker det.

For at forebygge sammenbrud i anbringelsen er der særlige regler om intensiv støtte i starten. Siden 2019/2020 har serviceloven (nu Barnets Lov §56) sikret, at første år af en anbringelse skal være ledsaget af ekstra tæt støtte. Kommunen skal tilbyde mindst én ekstra uddannelsesdag det første år, så plejefamilien i alt modtager mindst tre hele kursusdage det første år. Formålet er at give plejeforældre de bedst mulige forudsætninger for en vellykket start på anbringelsen og forebygge tidlige sammenbrud. Efter det første år er kravet mindst to kursusdage årligt, men indsatsen kan øges, hvis plejebarnets problemer er mere omfattende.

Kommunens ansvar omfatter også løbende tilsyn med anbringelsen og justering af foranstaltningerne efter behov. Servicelovens § 69 bestemmer, at hvis det er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen, skal kommunen – på baggrund af det løbende tilsyn – træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, skolegang m.v. for barnet. Med andre ord skal kommunen reagere, hvis barnets behov ikke bliver opfyldt under de nuværende rammer. Samspillet mellem § 148 (tilsynspligt) og § 70 (opfølgningsmøder) betyder, at kommunen som minimum skal aflægge to årlige tilsynsbesøg i plejefamilien og evaluere handleplanen for barnet ca. hver 6. måned. Under disse opfølgninger skal kommunen inddrage plejeforældrene og barnet og vurdere, om der er behov for yderligere støtte til plejefamilien. Der er også en særlig bestemmelse (tidligere Servicelovens § 68c, nu Barnets Lov § 74), som pålægger kommunen at tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der har et barn anbragt med henblik på adoption. Samlet set danner disse regler rammen for, at plejeforældre ikke står alene med den store opgave, men har krav på professionel hjælp, vejledning og supervision gennem hele forløbet.

Supervision i praksis: Tilrettelæggelse og typer af forløb

I praksis tilrettelægger kommunerne supervision af plejefamilier på forskellig vis, ofte kombineret af individuel og gruppebaseret støtte. Hver plejefamilie får som regel tilknyttet en familieplejekonsulent (eller socialrådgiver) i barnets handlekommune, som fungerer som fast sparringspartner. Konsulenten tilbyder individuelle supervisionssamtaler med plejeforældrene – typisk i form af besøg i plejefamiliens hjem eller møder på kommunens kontor. Hyppigheden afhænger af behovet: Nogle aftaler på forhånd et fast antal timer pr. måned til supervision og møder (fx er der eksempler på kontrakter med 3 timers supervision om måneden), mens andre kører efter behov. Det er ikke alle plejefamilier, der har lige stort behov løbende. Kommunen skal dog sikre, at støtte og supervision altid står mål med opgavens tyngde – hvis plejebarnet har svære udfordringer, skal der tilbydes hyppigere eller mere specialiseret supervision. Ofte vil behovet være størst i begyndelsen af anbringelsen, hvor mange plejeforældre efterspørger tæt støtte til at komme godt fra start. Senere i forløbet kan supervisionen nedjusteres, men den kan også opskaleres igen, hvis der opstår nye problemer (fx hvis barnets adfærd ændrer sig markant, eller familien rammes af kriser).

Individuel supervision foregår oftest som strukturerede samtaler mellem plejeforældre og supervisor. Indholdet kan omfatte alt fra barnets trivsel og adfærd, samarbejdet med barnets biologiske forældre, håndtering af belastende episoder, til plejefamiliens interne dynamik og egne biologiske børns reaktioner. Nogle kommuner inddrager efter behov hele plejefamilien i supervisionen – herunder plejeforældrenes egne børn – så alle parter kan få sat ord på deres oplevelser. Supervisoren kan være kommunens egen konsulent eller en ekstern psykolog/familieterapeut afhængigt af sagens kompleksitet. Det afgørende er, at vedkommende har indsigt i anbringelser og f.eks. tilknytningsproblematikker, traumer og pædagogiske strategier. Mange kommuner råder over specialuddannede familieplejekonsulenter, mens andre køber ydelsen hos eksterne leverandører, når der er brug for særlig ekspertise (flere private aktører tilbyder skræddersyet supervision til plejefamilier). Uanset hvad tilpasses formen til familiens behov – nogle foretrækker et fortroligt rum hjemme, mens andre trives med at komme ud af huset til samtaler på neutral grund.

Gruppesupervision og netværksbaseret erfaringsudveksling er et andet vigtigt element. I flere kommuner er der etableret netværksgrupper eller gruppeforløb for plejefamilier. Her mødes flere plejeforældre på tværs (typisk 6–12 deltagere) sammen med en supervisor for at drøfte cases og dele erfaringer i plenum. Fordelen ved gruppesupervision er, at plejeforældrene får ny viden og metoder fra hinanden og ikke føler sig alene – man kan opdage, at andre står med lignende problemstillinger, og sammen søge løsninger familieplejen.kk.dk familieplejen.kk.dk. For eksempel tilbyder Familieplejen i København et fast gruppeforløb over 6 sessioner for plejeforældre, hvor et nyt tema tages op hver gang (fx barnets tilknytning, traumer, relationsarbejde). Deltagerne kobler temaerne til deres egen plejebarn og får supervision på konkrete udfordringer, de oplever familieplejen.kk.dk familieplejen.kk.dk. Undervejs ser gruppen evt. korte videoeksempler og diskuterer dem, og der arbejdes med værktøjer inspireret af neuroaffektiv udviklingspsykologi for at forstå barnets adfærd og styrke samspillet familieplejen.kk.dk familieplejen.kk.dk. Sådanne forløb giver både teoretisk input og meget praksisnær hjælp. Også plejeforældrenes egen trivsel berøres – f.eks. fokus på, hvordan parret passer på sig selv i en travl plejefamiliehverdag med mange følelsesmæssige krav familieplejen.kk.dk familieplejen.kk.dk. Gruppemøderne kan fungere som et “frirum”, hvor man kan vende svære episoder og få kollegial støtte.

Ud over egentlige, kommunalt faciliterede gruppesupervisioner findes der et væld af selvorganiserede netværksgrupperblandt familieplejere. Plejefamiliernes Landsforening (PLF) understøtter over 30 netværksgrupper på landsplan, hvor plejeforældre mødes uformelt plejefamilierne.dk plejefamilierne.dk. Sådanne netværk er ofte lokale og kan være sammensat af alt fra 5 til 15 familier. De arrangerer fx café-møder, hyggeaftener eller fælles aktiviteter med plejebørnene plejefamilierne.dk. Her opstår en form for kollegial supervision i øjenhøjde – man deler oplevelser, giver hinanden gode råd og fungerer som ventil for frustrationer sl.dk sl.dk. Forskning peger på, at disse netværksgrupper har en positiv effekt på både plejeforældrenes trivsel og kvaliteten af anbringelsen sl.dk sl.dk. Som én erfaren plejemor udtrykker det: “Du er nødt til at finde støtte hos nogen, der forstår dig… netværket er en ventil, der gør mig bedre til at rumme opgaven som plejemor” sl.dk sl.dk. Mange af disse grupper er startet af plejeforældre selv, men nogle kommuner hjælper også aktivt med at koble plejefamilier sammen eller stiller faciliteter til rådighed til netværksmøder. Alt i alt sker supervision således både i formelle rammer (via kommunen) og i mere uformelle fællesskaber. Begge dele supplerer hinanden og sikrer, at plejefamilier løbende kan få sparring – enten fra professionelle eller fra ligesindede – alt efter hvad der er brug for i situationen.

Kvalitetskrav og rammer for supervision

Der stilles en række krav til indholdet og kvaliteten af supervisionen, for at den gavner plejefamilierne bedst muligt. For det første skal støtten som nævnt matche barnets behov og opgavens kompleksitet – ”i overensstemmelse med plejeopgavens omfang”. Det indebærer, at tunge sager (f.eks. børn med traumer, handicap eller svære adfærdsforstyrrelser) kræver mere hyppig og specialiseret supervision end lettere sager. Kommunen har ansvar for løbende at vurdere behovet i dialog med plejeforældrene og justere indsatsen tilsvarende. Supervisionens temaer bør være relevante og målrettede aktuelle udfordringer – det kan eksempelvis dreje sig om grænsesætning, skoleproblemer, samspillet med barnets netværk, eller plejefamiliens indbyrdes roller familieplejen.kk.dk familieplejen.kk.dk. Ifølge Socialstyrelsens håndbøger er det vigtigt at komme rundt om både barnets udviklingsbehov og plejeforældrenes egne reaktioner, når man superviserer familieplejen.kk.dkfamilieplejen.kk.dk. En systematisk tilgang med klare mål for forløbet øger udbyttet – supervisionen skal ikke være “løst hygge”, men en struktureret samtale med et konkret sigte, som plejeforældrene kan omsætte i praksis hjemme positivpsykologi.dk.

Der gælder også visse formelle krav. Ét princip er, at supervisorfunktionen skal adskilles fra myndighedsrollen. Det fremgår eksplicit af lovgivningen, at det ikke bør være samme person i kommunen, som både indgår/forhandler kontrakt og aflønning med plejefamilien og yder faglig støtte til dem sbst.dk. Hensigten er at skabe fortrolighed og åbenhed i supervisionen – plejeforældrene skal turde dele usikkerheder og problemer uden at frygte, at det påvirker deres ansættelsesforhold eller vederlag. Derfor lader mange kommuner f.eks. en familieplejekonsulent (eller ekstern supervisor) stå for råd og vejledning af familien, mens en anden sagsbehandler tager sig af kontrakt, tilsynsrapportering og økonomi sbst.dk. På den måde er rollerne opdelt, og plejefamilien oplever større tillid. Endvidere er tavshedspligt og fortrolighed en forudsætning: De oplysninger, som kommer frem i supervision eller netværksgrupper, skal behandles fortroligt på lige fod med andre personfølsomme data. Alle involverede parter (kommunale konsulenter såvel som eksterne supervisorer) har tavshedspligt, så plejeforældre kan være sikre på, at deres betroelser ikke deles uberettiget positivpsykologi.dk. Dette gælder også, når flere plejefamilier deltager sammen i et netværk eller gruppe – her indskærpes det typisk, at man ikke må bringe personlige historier videre uden samtykke.

Med hensyn til leverandører af supervision er udgangspunktet, at handlekommunen frit kan vælge, hvordan de vil tilvejebringe støtten, så længe kvalitetskravene er opfyldt. Mange kommuner har fastansatte specialister (familieplejekonsulenter, psykologer eller socialpædagoger) som står for den daglige sparring med plejefamilierne. Andre gange benyttes private konsulenter eller videnscentre til specifikke opgaver – fx til ekstern supervision i komplicerede sager eller temadage for grupper af plejeforældre. Der findes en række specialiserede tilbud: eksempelvis har nogle opholdssteder og organisationer ekspertise i at supervisere plejefamilier, og de kan hyres ind af kommunerne. Prisen for ekstern supervision kan være relativt høj (1.800-2.200 kr. i timen ifølge nogle udbydere positivpsykologi.dk), men det kan være en investering i at fastholde et svært anbringelsesforløb. Nogle kommuner tilbyder også ”second opinion”-ordninger, hvor en plejefamilie kan anmode om at drøfte en svær sag med en anden uvildig fagperson, hvis de ønsker et ekstra blik på situationen. Overordnet set skal kvalitetssikringen af supervisionen også ske gennem Socialtilsynets overvågning af plejefamilieområdet: Socialtilsynet godkender plejefamilierne og fører driftsorienteret tilsyn, herunder om familien får den nødvendige støtte og efteruddannelse. Socialtilsynet anvender en kvalitetsmodel, der bl.a. ser på, om kommunen lever op til kravet om at tilbyde relevant støtte og kompetenceudvikling (dette indgår i vurderingen af anbringelsens stabilitet). Hvis en plejefamilie ikke føler, de får tilstrækkelig supervision, kan de rette henvendelse til kommunen eller i sidste instans socialtilsynet/familierådgivningen. Plejefamiliernes egen forening (PLF) spiller også en rolle ved at påpege over for myndighederne, hvis generelle forbedringer er nødvendige.

Naturterapi som alternativ eller supplement til klassisk supervision

Der er stigende interesse for, om natur og uderum kan inddrages som et led i støtten til plejefamilier. Naturterapi – dvs. terapeutiske eller pædagogiske forløb i naturen – rummer nogle kvaliteter, der potentielt kan gavne både plejebørn og plejeforældre. Forskning og erfaring fra beslægtede områder viser, at ophold i naturen kan have en stressreducerende og helende effekt, særligt for mennesker med traumatiske oplevelser. Naturen tilbyder i sig selv et rum med ro og sanselige indtryk, som kan virke beroligende på et overbelastet nervesystem seminarer.dk. For børn og unge, der har været i alarmberedskab (f.eks. pga. omsorgssvigt eller traumer), kan aktiviteter ude under åben himmel hjælpe dem til at finde mere ro og bedre kontakt til sig selv seminarer.dk seminarer.dk. Gennem leg og bevægelse i naturlige omgivelser – at mærke vind og vejr, røre ved jorden, være fysisk aktiv – kan både kroppen og sindet komme i bedre balance seminarer.dk. Denne krops- og naturbaserede tilgang kan støtte en helingsproces, hvor barnet gradvist føler sig mere tryg og får styrket sin følelsesmæssige forankring seminarer.dk.

For plejeforældrene kan naturen ligeledes være et frirum for refleksion og genopladning. Supervision behøver ikke foregå i et mødelokale – flere professionelle tilbyder allerede “walk-and-talk” sessioner udendørs, netop fordi de fysiske omgivelser kan åbne op for samtalen på en anderledes måde positivpsykologi.dk. En gåtur i skoven eller en samtale på en parksti kan gøre det lettere at tale om svære emner; man går ved siden af hinanden i stedet for at sidde ansigt til ansigt, og naturens omgivelser kan inspirere til nye tanker. Desuden undgår man risikoen for aflytning eller følelsen af kontrol, som et kommunekontor kan give – “der findes ikke lydtætte rum udendørs, men møder vi nogen kan vi bare gå videre”, som en psykolog bemærker om fordelen ved udendørs samtaler psykologmarieulstrup.dk. Naturen kan med andre ord bruges bevidst i supervisionen for at sænke stress og fremme åbenhed: Når pulsen falder i de grønne omgivelser, bliver det nemmere at fokusere og være nærværende. Center for Positiv Psykologi beskriver fx, at udendørs supervision ofte skærper opmærksomheden, skaber struktur i tankerne og giver “ro på følelser”, hvilket leder til mindre stress og nye perspektiver positivpsykologi.dkpositivpsykologi.dk. Det understreger naturens potentiale som katalysator for refleksion.

Man kan forestille sig flere måder at integrere naturen som supplement til klassisk supervision af plejefamilier:

Walk-and-talk supervision: En-til-en supervisionssamtaler flyttes ud i det fri, f.eks. som en gåtur ved stranden, i en park eller skov. Supervisor og plejeforælder kan gå en rute, hvor naturen fungerer som en tredje part i samtalen – stilheden mellem træerne kan give plads til eftertænksomhed, og fysiske omgivelser kan bruges metaforisk (fx “vejkryds” når man taler om valg, “at bære en rygsæk” om barnets bagage osv.). Dette er allerede praksis nogle steder, hvor supervisoren tilbyder at mødes udendørs frem for på kontoret positivpsykologi.dk. Selv korte gåture på 30-60 minutter kan gøre en forskel i oplevelsen af sessionen, og plejeforældre kan opleve det som mindre formelt og mindre “presset” end et traditionelt møde.
Udendørs gruppesupervision eller temadage: I stedet for (eller som supplement til) indendørs kursusdage kan man samle en gruppe plejeforældre i et naturskønt område for en dagsworkshop. Forløbet kunne eksempelvis foregå på en lejrskole, spejderhytte eller naturcenter, hvor der veksles mellem faglige drøftelser og udendørs øvelser. Et tema kunne være ”resiliens og selvomsorg i plejefamilien” – her kunne man kombinere oplæg om stresshåndtering med praktiske øvelser som mindfulness i naturen, åndedrætsøvelser under åben himmel, eller mindre gruppeopgaver i terrænet. Naturen tilbyder mulighed for erfaringsbaseret læring: Man kunne lade plejeforældre prøve en øvelse i at navigere i ukendt terræn med kort og kompas som metafor for samarbejde, eller lave en øvelse, hvor hver deltager finder en genstand i naturen, der symboliserer deres oplevelse som plejeforælder, og deler historien bag den i gruppen. Disse mere kreative og sanselige tilgange kan supplere den traditionelle, verbale supervision og skabe stærke fællesskabsoplevelser. At sidde rundt om et bål og dele erfaringer kan f.eks. fremkalde en anden samtale-dybde og følelse af sammenhold end at sidde i et mødelokale – bålet og mørket kan gøre det lettere at åbne op. (Det er værd at huske tavshedspligten her: selv i uformelle omgivelser gælder de samme regler for fortrolighed som indendørs positivpsykologi.dk.)
Naturterapeutiske gruppeforløb for plejefamilier med børn: Et mere omfattende alternativ er at arrangere deciderede familiegrupper med naturterapi, hvor både plejebørn og plejeforældre deltager sammen. Her kan professionelle naturterapeuter facilitere aktiviteter, der styrker relationen og regulerer nervesystemet hos alle parter. For eksempel kunne man lave en weekendlejr for en håndfuld plejefamilier, hvor man igennem lege i skoven, vandaktiviteter, orienteringsløb, bålmad osv. arbejder med samarbejde og tillid. Plejebørnene får positive oplevelser med deres plejeforældre i et uformelt miljø, og plejeforældrene kan simultant sparre med hinanden om udfordringerne. Eksisterende eksempler: I nogle kommuner har man allerede erfaring med familieaktiviteter i det fri. Netværksgrupper af plejeforældre arrangerer ofte “ture med hele familien”, hvor flere plejefamilier mødes og tager på udflugt sammen med børnene plejefamilierne.dk. Maria Rørbæk beskriver fx en gruppe på ni plejefamilier, der ikke kun taler om udfordringer, men også tager fælles ture sammen med plejebørnene – f.eks. udflugter, hvor børnene leger, mens de voksne får snakket i uformelle rammer sl.dk. Sådanne initiativer styrker netværk og giver børn og voksne nye fælles minder i naturen. Der har også internationalt været forsøg med konceptet “Green Care” i plejefamiliesammenhæng, hvor landbrug eller skovbrug bruges aktivt som ramme for anbringelsen. I Norge og Nederlandene har man fx bonde-plejefamilier (foster families on farms), hvor det daglige arbejde med dyr og jord bliver en integreret del af barnets miljø – det kan virke stabiliserende og give barnet meningsfulde aktiviteter udendørs. I Danmark er det ikke institutionaliseret på samme måde, men ideen om at bruge natur og udeliv er også set i projekter for udsatte unge, som principielt kan overføres til plejebørnsområdet.

Sammenfattende kan naturterapi betragtes som et supplement til den traditionelle supervision – ikke nødvendigvis noget, der erstatter almindelige samtaler og kurser, men et ekstra redskab i værktøjskassen. Naturen kan tilbyde en andetlæringsmiljø, hvor teori og praksis smelter sammen, og hvor plejefamilier måske kan nå nogle erkendelser på en mere oplevelsesorienteret måde. Det tiltaler især dem, der lærer bedst ved at gøre noget aktivt frem for blot at lytte. Samtidig kan det give tiltrængt afstressning; mange plejeforældre føler sig indimellem overvældede, og her kan en dag i skoven med ligesindede virke som et frisk pust, der giver fornyet energi til at klare hverdagen.

Gruppeforløb specifikt for plejefædre og plejemødre

En særlig overvejelse er, om der bør tilbydes gruppeforløb målrettet henholdsvis plejefædre og plejemødre. I de fleste nuværende netværk og kurser deltager begge køn sammen, ofte som par. Erfaringer viser dog, at dynamikken i samtalerne kan være kønnet – der er en tendens til, at plejemødrene fylder mest i dialogen, når begge er til stede yumpu.com. I en undersøgelse om teenagere i familiepleje bemærkede man f.eks., at plejefædrene generelt sagde mindre end plejemødrene i fokusgruppeinterviews yumpu.com. Det betyder ikke, at fædrene er uengagerede, men muligvis at de i blandede grupper holder lidt igen eller har sværere ved at dele personlige tanker. Omvendt så man, at i netværksplejefamilier (hvor plejeforældrene er i familie med barnet) trådte mændene i karakter på en mere fremtrædende måde yumpu.com – måske fordi de i disse tilfælde havde en mere direkte relation til barnet (fx som onkel/morfar) og derfor tog en større del af ansvaret. Disse forskelle tyder på, at målrettede tilbud til hvert køn kan være relevante.

Et gruppeforløb for plejefædre kunne skabe et forum, hvor mandlige plejeforældre frit kan drøfte deres perspektiver på rollen som plejefar. Mange mænd kan have andre måder at bearbejde oplevelser på end kvinder – nogle er måske mindre vant til at tale om følelser i en større gruppe, især hvis for eksempel deres ægtefælle eller andre kvinder er til stede. Ved at samle en gruppe kun af mænd, kunne man få flere plejefædre på banen og italesætte de temaer, der fylder for dem: Hvordan finder man sin rolle som “far” for et barn, der måske allerede har en biologisk far? Hvordan tackler man det, hvis man føler sig tilsidesat fordi plejebarnet knytter sig mest til plejemoren? Hvordan kombinerer man ofte rollen som familiefar, forsørger (hvis han også har andet arbejde) og samtidig ansat som professionel plejefamilie? Disse spørgsmål kunne adresseres mere direkte i en mandegruppe. Man kunne forestille sig, at to mandlige psykologer eller erfarne plejefædre faciliterede sessionerne for at skabe identifikation. Der findes paralleller i fx adoptionsverdenen, hvor der har været “fædregrupper” netop for at give adoptivfædre et sted at dele erfaringer, som de måske ikke får drøftet i blandede grupper. Tilsvarende kunne kommunerne – eventuelt i samarbejde med PLF – etablere netværk eller årlige træf for plejefædre. Det kunne have formen af en aftenklub, en erfa-gruppe eller måske en weekendworkshop kun for mænd. For nogle vil det sikkert være grænseoverskridende i starten, men det kunne også styrke fædrenes engagement og give dem et større netværk af “kollegaer” at trække på.

Et tilsvarende forløb for plejemødre kan også have berettigelse. Ganske vist dominerer kvinderne ofte allerede de eksisterende netværk, men et eksklusivt kvindeforum kan alligevel være gavnligt for at komme dybere ind på nogle emner. Plejemødre kan her dele oplevelser omkring fx det at balancere moderlig omsorg og professionalisme: Mange plejemødre føler et stærkt følelsesmæssigt ansvar og kærlighed for plejebarnet, men skal samtidig kunne håndtere f.eks. samvær med barnets biologiske mor, hvilket kan være emotionelt krævende. I en ren kvindegruppe kan man drøfte disse “mor-til-mor”-relationer åbent. Ligeledes vil plejemødre ofte have erfaring med at koordinere praktiske ting (lægebesøg, skole-hjem-samarbejde) og måske føle en forventning om at skulle kunne klare det hele. At høre andres strategier til selvomsorg, grænsesætning og at inddrage plejefaderen mere, kunne være temaer her. Sådanne grupper findes allerede i nogle sammenhænge uformelt – fx er der netværk af plejemødre der mødes privat – men mere formaliserede tilbud kunne løfte det yderligere.

Er gruppeforløb opdelt på køn så relevant? Meget tyder på, at ja – i hvert fald kunne det supplere de blandede tilbud. Ingen er tjent med, at plejefædre eventuelt “gemmer sig” i skyggen af deres hustruer og ikke får sat ord på egne bekymringer. Hvis plejeforældrene hver især får et rum, kan begge parter udvikle sig, og det kan igen komme hele familien til gode. Man skal selvfølgelig passe på ikke at generalisere; der findes meget åbne og reflekterende mænd, ligesom ikke alle kvinder nødvendigvis har behov for særskilte fora. Derfor bør sådanne kønsopdelte gruppeforløb være frivillige tilbud, man kan vælge til, hvis man føler resonans. En mulighed er også at kombinere: måske starter man med et par fællessamlinger og derefter kører parallelle spor (mødre for sig, fædre for sig) i nogle sessioner, for til sidst at samle op i plenum. Dette format bruges fx i visse forældregrupper inden for pædagogik og har vist sig effektfuldt, fordi både fædre og mødre får taletid på egne præmisser, hvorefter man kan udveksle indsigter sammen.

Organisering i samarbejde med kommunerne: Betingelser og potentialer

Når man overvejer at implementere naturterapeutiske tiltag eller særlige gruppeforløb for plejeforældre, er et tæt samarbejde med kommunerne essentielt. Kommunerne har allerede rammerne (økonomi, kontaktflader til familierne, forpligtelserne i loven), så nye initiativer bør integreres heri snarere end at leve isoleret.

Hvordan kunne det organiseres bedst muligt? En model kunne være at starte med pilotprojekter i enkelte kommuner eller regioner. For eksempel kunne en kommune med interesse i naturtilgang alliere sig med en organisation eller ekspert i naturterapi for at udvikle et 6-måneders pilotforløb for en gruppe plejefamilier. I pilotprojektet kunne man invitere måske 5-7 plejefamilier frivilligt til at deltage i et naturbaseret supervisionsforløb ved siden af den almindelige støtte. Kommunen skal her sikre de praktiske rammer: Find et egnet sted (skov, naturskole, lejrplads), sørge for logistik (transport, forplejning, udstyr hvis nødvendigt) og hyre en kvalificeret naturterapeut eller supervisor med erfaring i udendørs aktiviteter til at lede forløbet. Det er vigtigt at definere klare mål for projektet (fx “øget trivsel hos plejeforældre, målt ved stressniveau før/efter” eller “færre afbrudte anbringelser”) og dokumentere erfaringerne undervejs. På den måde kan man opsamle viden om, hvad der fungerer, inden man ruller det bredere ud. Hvis piloten viser positive resultater – f.eks. at plejeforældrene melder om større overskud og bedre netværk – kan man søge politisk opbakning til at gøre det til et fast tilbud.

Kommunen skal også overveje økonomien og ressourcerne. Supervision og efteruddannelse af plejefamilier er som udgangspunkt en lovpligtig udgift, men der er frihed til at prioritere midlerne. Naturforløb kan kræve udgifter til faciliteter og specialister, men til gengæld kunne noget af det afholdes som del af de eksisterende kursusdage (som man alligevel skal finansiere). Det kunne f.eks. være, at den ene af de to obligatoriske årlige kursusdage konverteres til en “udelivs-dag”. I forhold til gruppeforløb for fædre/mødre er udgiften primært til at have en ekstra møderække og måske en ekstra konsulent til at facilitere – men det kunne opvejes af gevinster i form af mere velfungerende plejefamilier (og dermed potentielt færre udskiftninger og krisesager, som jo også er dyre). Kommunerne kan eventuelt søge puljemidler eller samarbejde med fonde om at udvikle nye støtteinitiativer. I de seneste år har fonde i Danmark været interesserede i projekter om mental sundhed, familier i udsatte positioner og naturens indvirkning på trivsel, så det er ikke utænkeligt, at man kan få ekstern støtte til at igangsætte noget nyt.

Betingelser for succes vil bl.a. være, at både plejeforældre og de kommunale medarbejdere er motiverede og klædt på til ændringen. Det kræver en kulturel indstilling om, at supervision ikke behøver foregå bag lukkede døre, og at faglig støtte godt kan tænkes kreativt. For nogle sagsbehandlere og konsulenter vil det måske være uvant pludselig at skulle på skovtur med “deres” plejefamilier, så her er det vigtigt med kompetenceudvikling – fx workshops for konsulenterne om naturpædagogik eller gruppefacilitering. Sikkerheden skal også være på plads: Hvis man tager en gruppe ud i skoven, skal man have styr på førstehjælp, nødprocedurer og sikre, at alle deltagere er indforstået med de fysiske rammer (ikke alle har lige godt helbred, så aktiviteterne må tilpasses så alle kan være med uden at føle ubehag). Heldigvis kan naturaktiviteter gradueres, så man behøver ikke bestige bjerge for at få effekt; det kan være en stille sansevandring på en skovsti er rigeligt.

Et andet aspekt er samarbejde på tværs af kommuner. Nogle kommuner kan gå sammen om at tilbyde f.eks. et gruppeforløb for plejefædre, hvis én kommune alene ikke har nok deltagere til at danne en gruppe. Man kunne forestille sig, at kommunerne i en region koordinerer at have fælles temadage eller netværk på tværs – dette sker allerede i nogen grad med kurser, hvor nabokommuner slår pjalterne sammen for at få fyldt holdene. Socialtilsynene (som er regionale) kunne måske også spille en rolle i at facilitere videndeling – de har overblikket over alle plejefamilier i regionen og kunne identificere generelle behov og pege på løsninger, som de ser rundt omkring. Hvis fx Socialtilsyn Nord har erfaring for at “den og den kommune har stor succes med et natur-supervisionsprogram”, kan de videreformidle det “best practice” til andre kommuner.

Potentialer ved disse tiltag er betydelige. Først og fremmest handler det om at øge plejefamiliernes trivsel og kompetencer, hvilket i sidste ende kommer de anbragte børn til gode. En plejeforælder, der føler sig støttet, forstået og har steder at vende sine frustrationer, vil bedre kunne rumme barnets særlige behov. Det kan betyde mere stabile anbringelser og færre brud, hvilket er afgørende for barnets udvikling og tilknytning. Naturbaserede aktiviteter kan ydermere involvere plejebørnene indirekte – fx hvis plejeforældre lærer nogle enkle naturøvelser til regulering, kan de tage dem med hjem og bruge dem sammen med barnet (det kan være så simpelt som at lære at bruge en gåtur som “time-out” når ting bliver svære, fremfor en konflikt). Dermed spredes effekten.

For plejeforældrene selv kan nye tiltag give øget arbejdsglæde og mindre stress. At møde andre i samme situation, hvad enten det er på en gåtur eller i en mandegruppe, kan mindske følelsen af isolation som mange familieplejere kender sl.dk. I bedste fald kan det forhindre, at dygtige plejefamilier “går ned med flaget” eller vælger at stoppe pga. manglende støtte. Rekruttering og fastholdelse af plejefamilier er en stor udfordring i disse år, hvor der er brug for flere af dem – derfor er ethvert initiativ, der kan styrke plejefamiliernes oplevelse af at blive værdsat og hjulpet, også en investering i at fastholde dem i systemet. Når en kommune gør en ekstra indsats (som fx at tilbyde noget nyskabende som naturterapi eller skræddersyede grupper), sender det et signal om anerkendelse af plejeforældrenes indsats.

Der er selvfølgelig også grænser og hensyn at tage. Ikke alle plejefamilier vil være lige interesserede i utraditionelle metoder – nogle foretrækker den klassiske tilgang, og det skal der stadig være plads til. Derfor bør man bevare en vis fleksibilitet: naturforløb og kønsspecifikke grupper skal være muligheder, ikke tvang. Tvinger man nogen ud i noget, de ikke er trygge ved, risikerer man modsat effekt. En anden faktor er at sikre fagligheden i de nye tiltag: Naturterapi skal udføres af folk med både pædagogisk/terapeutisk kunnen og forstand på sikkerhed i naturen; ligeså skal en fædregruppe ledes af nogen, der kan håndtere de emner der kommer op professionelt. Det kan derfor være nødvendigt med efteruddannelse af eksisterende personale eller at hente nye kompetencer ind.

Alt i alt er konklusionen, at kommunerne allerede i dag leverer supervision til plejefamilier med afsæt i Serviceloven/Barnets Lovs rammer, men der er rum for at udvikle formen. Individuel og gruppebaseret supervision er velkendt, og kravene til indhold og kvalitet er fastlagt for at sikre en ordentlig standard. Ved at tænke innovativt – f.eks. ved at inddrage naturterapeutiske elementer eller opdele nogle forløb efter køn – kan man potentielt løfte støtten yderligere. Eksisterende erfaringer fra plejefamiliernes egne netværk (hvor udflugter og fællesskab allerede praktiseres) og fra traumevidenskaben om naturens effekt på trivsel peger på, at dette er lovende spor. I samarbejde med kommunerne kan sådanne tilbud organiseres på en måde, der overholder lovens intentioner om faglig støtte (jf. §§68c/74, 69, 142 m.fl.) og samtidig udnytter nye metoder til at skabe robuste plejefamilier. Med de rette betingelser på plads – opbakning, ressourcer, kompetencer – rummer tiltagene et stort potentiale for at styrke både plejeforældrene, plejebørnene og i sidste ende hele anbringelsessystemet i Danmark.

Kilder:

Lovgrundlag og vejledninger: Serviceloven §69, §70, §142, §148 m.fl.; Barnets Lov §§56, 74; Bekendtgørelse om plejefamilier.
Socialpædagogerne & Socialstyrelsen om supervision: Ret og pligt til supervision, intensiveret støtte første år.
KL’s familieplejehåndbog om støtteformer og krav om adskillelse af roller sbst.dk.
Københavns Kommunes erfaringer: Personrettet tilsyn og råd/vejledning til plejefamilier.
Artikel “Netværk for plejefamilier gør en forskel” (Socialpædagogerne) om effekten af netværksgrupper sl.dk.
Familieplejernes Landsforening (PLF) om netværksgrupper plejefamilierne.dk.
“Teenagere i familiepleje” (analyse) om kønsforskelle i plejeforældre-deltagelse yumpu.com.
Seminarer.dk om naturens helende effekt på traumer seminarer.dkseminarer.dk.
Center for Positiv Psykologi om walk-and-talk supervision positivpsykologi.dk.

Naturterapien.dk